Store virksomheder har arbejdet med bæredygtighed i lang tid, og snart bliver det små og mellemstore virksomheders (SMV’ernes) tur. Det er derfor en god idé at begynde at overveje bæredygtighed og ESG (miljø, socialt ansvar og ansvarlig forretningsledelse) allerede nu.
Du har måske hørt om det før, men ikke taget stilling til det. Den 4. juni afholdt Sanne Carøe fra Skru Op et event om “Bæredygtighed for SMV’er – Fra kompleks til konkurrencemæssig fordel” på Workspace Campen. Sanne delte stor viden og konkrete råd om, hvordan man kommer i gang.
Bæredygtighed omfatter mange ting, ikke kun klima. Det inkluderer også bl.a. biodiversitet og sociale aspekter både på arbejdspladsen og i samfundet.
Virksomheder har længe rapporteret om deres økonomi, men med CSRD – EU’s direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering – skal de nu også rapportere om sociale og miljømæssige forhold med samme seriøsitet, som med de økonomiske forhold. Store virksomheder har allerede lovgivningskrav om at holde styr på deres miljømæssige og sociale data, og i fremtiden kan disse krav også gælde for SMV’er. Mange mindre virksomheder bliver allerede nu påvirket indirekte, fordi de som leverandører skal levere data ind til de store virksomheders ESG rapporter.
Sanne anbefaler, at SMV’er fokuserer på de områder, der er relevante for dem – dér hvor der er forretningsmæssige muligheder eller risici kombineret med samfundsmæssig impact. Vælg f.eks. de tre vigtigste fokusområder og start der. Hvis kunder spørger, er man forberedt og kan fortælle, hvor ens fokus er. Det er også en god idé at spørge kunderne om deres fokusområder. Hvis de f.eks. er optaget af vandforbrug eller Co2-udledning, bør man også selv få styr på dette og kunne rapportere det til kunderne.
Sanne understreger, at det er bedre at være i gang med 2-3 punkter, end slet ikke at være i gang.
Bæredygtighed kan ses som en udfordring eller en mulighed. Før det bliver et krav, kan SMV’er bruge det som en konkurrencefordel og adskille sig fra konkurrenterne ved at være foran.
Konkret kan bæredygtighed give konkurrencemæssige fordele, åbne nye forretningsmuligheder og markeder, drive vækst og tiltrække nye kunder, investorer og medarbejdere, samt forbedre virksomhedens omdømme. Alt efter branche og type af virksomhed.
Sådan kommer du i gang:
· Få overblik over relevante punkter for din virksomhed: Spillepladen, jeres udgangspunkt og ambitionsniveau.
· Tal med dine kunder – vær på forkant med deres krav og forventninger.
· Lav en væsentlighedsvurdering og udvælg de vigtigste fokusområder. Du kan ikke fokusere på alt, så vælg det vigtigste for dig og din virksomhed.
Sådan kommunikerer du:
Når du er kommet i gang med ESG, så del din viden og indsats. Kommuniker kun om det, du rent faktisk gør, og sørg for at kunne dokumentere alt. Undgå generelle udtryk som “grøn” eller “miljøvenlig” og vær åben om, hvor langt I er i processen.
Sanne opsummerer eventets vigtigste punkter:
· Kom i gang nu, før det bliver et krav.
· Vær proaktiv og i dialog med dine største kunder.
· Zoom ind på de vigtigste områder og start der.
· Kommuniker om jeres indsatser, men vær ærlig, overdriv ikke og overvej hvor meget og hvilken type kommunikation, der er hensigtsmæssig.
· Det er bedre at gøre noget end ingenting.
Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan du kontakte Sanne Carøe fra Skru Op på sanne@skruop.dk eller www.skruop.dk.