Hos Workspace hjælper vi ikke kun virksomheder med at finde de rette kontorlokaler – vi kan også stå for indretningen, så rammerne passer perfekt til både behov og budget.
Et godt eksempel er Konsido, som skulle indrette fem nye kontorer på Workspace Haslegården. Konsido ønskede at kontorlokalerne skulle opfylde følgende: Plads til online møder/undervisning/video, almindelig kontor med arbejdspladser, et hyggerum med plads til kreativ brainstorming samt et stort mødelokale. Charlotte Lassen, receptionist på Workspace Haslegården fik opgaven, et budget og frie hænder til at udføre den.
Charlottes fokus lå på at skabe funktionalitet og hygge med en kombination af genbrug, nye indkøb, dansk design og håndværk og selvfølgelig at holde budgettet.
”Det har været en spændende opgave og har givet mig et tæt forhold til Konsido, for hvem jeg også fortsætter i Workspace regi med at være deres Facilitymanager”, siger Charlotte Lassen.
Thomas Schultz fra Konsido fortæller selv at i takt med at virksomheden blev større, voksede også behovet for at komme i flere og større lokaler.
I løbet af kort tid havde Gert Ingemann Krogsøe og Charlotte Lassen fra Workspace strikket en plan sammen, så Konsido hurtigt kunne overtage deres nye kontorfaciliter på Workspace Haslegården.
”Vi rakte ud til Charlotte for at høre om hun kunne varetage opgaven med indretningen – det kunne hun heldigvis godt. Charlotte har haft 100 % frie hænder til at indrette og har opfyldt alle vores funktionelle ønsker. Nu har vi fået et kontormiljø vi virkelig kan føle os hjemme i, og hvor vi kan vokse de næste 1-2 år” fortæller Thomas Schultz fra Konsido.
Kort om Konsido
Konsido ApS udvikler IT-systemer, der giver store organisationer, offentlige myndigheder og private virksomheder indsigt i deres forbrugsadfærd – og de konsekvenser, der følger med. Formålet er at identificere områder, hvor forbruget kan optimeres, med fokus på at opnå reelle klimagevinster.
Virksomheden blev stiftet i januar 2021, midt under COVID-19, og var i sine første fire år fuldstændig baseret på hjemmearbejdspladser. I slutningen af 2024 voksede ønsket dog om at skabe et fællesskab med en fysisk base i eller omkring Aarhus. Konsido ville finde et kontormiljø, hvor der var et stort fokus på anvendelse af genbrugsmaterialer. Valget faldt på Workspace Haslegården, der havde den rette blanding af god service, gode faciliteter og et udpræget fokus på netop genbrug og cirkulært forbrug.





